Kørsel med campingvogne

Kørsel og manøvrering
Når campingvognen er koblet på bilen, er det vigtigt at være opmærksom på
• at vogntoget fylder mere på alle ledder
• at vogntoget vejer mere
• hvilket påvirker vogntogets køreegenskaber
• hvilket der under kørslen skal tages hensyn til.
Hastighedsgrænser
I de fleste lande er der hastighedsbegrænsninger for kørsel med campingvogn. Hastigheden bør dog altid tilpasses efter forholdene, som sjældent gør det forsvarligt at køre den max. tilladte hastighed. For vogne uden påløbsbremse (f.eks. teltvogne) gælder ofte særlige regler.
Spar brændstof
Ved kørsel med campingvogn øges brændstofforbruget - ikke mindst som følge af luftmodstanden, som stiger kraftigt ved stigende hastighed.
Igangsætning og kraftig acceleration med det tunge vogntog sluger også ekstra brændstof. Det gælder derfor om at køre med moderat hastighed, samt at køre så jævnt som muligt. Undgå unødigt stop, start, nedbremsning og acceleration. Træd ikke speederen længere ned end nødvendigt, og hold om muligt højre fod i ro.
Kørsel på motorvej
Der køres ofte meget stærkere på udenlandske motorveje end på danske. Det er derfor meget vigtigt, at man er grundigt orienteret om trafikken omkring sig. Overhalingsbanen skal hele tiden gøres fri til dem, som kører rigtig stærkt, hvorfor man altid bør trække ind, så snart overhalingen er tilendebragt.
Overhaling
Et vogntog kræver betydelig længere verhalingsstrækning og længere tid end en solovogn. Brug derfor spejlene flittigt og påbegynd aldrig en overhaling, før overhalingsbanen er fri langt bagud. Når man møder, overhales af, eller selv overhaler større køretøjer, påvirkes campingvognen kraftigt af trykbølgen, hvilket kan sætte vogntoget i farlige svingninger. Let foden så meget, at hastigheden netop holdes og hold størst mulig afstand mellem de respektive køretøjer. Overhal aldrig ned ad bakke. Før og efter overhaling bør bratte drejninger undgås for ikke at sætte vogntoget i svingninger.
Svingninger i vogntoget
Under overhaling med (for) stor hastighed, ved tæt møde med modgående køretøj, på ujævn vej, ved kørsel ned ad bakke og i kraftig sidevind er risikoen størst for, at unormale svingninger opstår. På nogle veje er der slidt to fordybninger i vejbanen som virker som »skinner«, er sjældent passer til campingvognens porvidde, og de kan derfor sætte vogntoget i farlige svingninger. Sæt derfor farten ned, indtil vejen atter er i orden. En ukorrekt læsset campingvogn er særligt udsat for at komme i nikkende / slingrende bevægelser. Disse kan ofte bringes til ophør ved at bremse let - især når campingvognen er i lige linie bag bilen. Undgå accelleration, da svingningerne i værste fald forstærkes. Unormale svingninger kan undgås, hvis campingvognen (og bilen) er korrekt læsset og i mekanisk korrekt stand. I visse tilfælde kan en såkaldt stabilisator komme på tale.
Bjergkørsel
Ved planlægning af turen kan det ofte betale sig at tage hensyn til hvor der ofte kan opstå kraftige kødannelser i feriesæsonen. I bjergene er kødannelse meget hård ved en bil med campingvogn. Brug om muligt tunneler gennem bjerget fremfor vejen over bjerget. Kør kun i bjergområder, hvis du er en rutineret chauffør, hvis materiellet er i orden, og hvis bilen har den fornødne motorkraft.
Ned ad bjerge bør motoren anvendes som bremse.
Brug altid samme gear nedad, som opad. Det skåner bilens bremser, som ellers bliver varme, hvorved bremseevnen nedsættes betydeligt.
Vær opmærksom på campingvognens påløbsbremse, som ved kørsel nedad med kraftigt fald bliver varm, hvilket kan føre til bremsesvigt.
Ved kørsel på stejle strækninger kan det være nødvendigt at holde ind på vigepladser med mellemrum for at køle bremserne af.
Igangsætning på en meget kraftig stigning kan være et problem. Det kan normalt klares ved at bakke et stykke og »knække« vogntoget. Derefter sættes i gang. Tilkoblingen skal ske meget hurtigt. I begyndelsen skal bilen så kun dreje campingvognen, hvilket kun kræver få kræfter. Først når tilkoblingen har fundet sted, trækkes campingvognen med. Ved kørsel med automatgear i bjerge skal gearvælgeren sættes i pos. I eller II, hvorved gearkassen forbliver i et lavere gear. Medbring altid et sæt let tilgængelige stopklodser, der er et krav i bl.a. Tyskland, Østrig og Schweiz.
Vægtgrænser
Det fremgår af bilens koblingsattest (synsfri sammenkobling), hvor meget campingvognen max. må veje (totalvægt), når den kobles sammen med den bil, som skal benyttes i den konkrete situation. Derefter kan campingvognens lasteevne fastsættes, idet den er lig med forskellen mellem en højst tilladelige campingvognsvægt og campingvognens egenvægt. Det er vognens fører, som har det fulde ansvar for, at campingvognens faktiske totalvægt ikke overstiger den for bilen tilladte største vægt for påhængsvogn.
Læsning af campingvognen
De tungeste genstande bør anbringes umiddelbart over akslen og så lavt som muligt. Bagagen skal i øvrigt fordeles på en sådan måde, at hjultrykket bliver ens i begge sider. Endelig er det vigtigt, at kugletrykket ligger inden for området 40-70 kg. Vær opmærksom på, at kugletrykket stiger kraftigt, når campingvognen hælder forover. Kugletrykket kan med rimelig nøjagtighed undersøges ved hjælp af en badevægt. Næsehjulet køres ned i en højde svarende til kuglehøjden, når campingvognen er koblet på bilen. Stil dig derefter på badevægten og løft i kuglekoblingens håndtag, indtil næsehjulet lige slipper jorden. Den aflæste vægt minus din egen vægt angiver kugletrykket.
Rigtig god tur!